Hvor der er vilje, er der en vej
DK EN
10-06-2021

Skibsbrændsel og CO2-neutralitet

Marine Environment Protection Committee (MEPC), som er en del af FN's søfartsorganisation IMO, mødtes i denne uge i London og drøftede blandt andet det globale pres for en hurtig omstilling af skibsbrændsel fra fossile til bæredygtige brændstoffer. Dette for at kunne opfylde mange landes mål om CO2-neutralitet i 2050.

IMO har en målsætning om halvering af skibsfartens udledning af CO2 senest i 2050, når man sammenligner med niveauet i 2008. Det mener flere lande og rederier, er uambitiøst.

Rederiet Mærsk satser på metanol som fremtidens brændstof, mens flere andre rederier har LNG-gas skibe i overvejelse. LNG-gas betragtes dog som et overgangsbrændstof til skibe, og derfor kan investeringerne i LNG-gas drevet skibe, vise sig at være en dårlig investering, advarer Verdensbanken

Mærsk har forud for ugens møde foreslået en afgift på skibenes CO2-udledning fra fossilt skibsbrændstof på 150 USD pr. ton bunkerolie, der skal lægges oven i prisen på bunkerolien - med en gradvis indfasning fra 2025. Mærsk påpeger, "vi ved endnu ikke præcist, hvilke CO2-neutrale brændstoffer, der bliver fremtiden, men vi kan med stor sikkerhed fastslå, at de bliver meget dyrere end de nuværende – to eller tre gange dyrere. Derfor er man nødt til allerede i 2025 at starte med at indfase en global CO2-afgift, der bringer balance mellem gamle og nye brændstoffer og gør konkurrencen ens for alle".