Hvor der er vilje, er der en vej
DK EN
03-10-2023

Øget dokumentationskrav ved import af jern- og stålprodukter fra Rusland

Den 11. Sanktionspakke mod Rusland er trådt i kraft 1. oktober 2023, hvilket medfører øget krav for importører i forbindelse med import af jern- og stålprodukter til EU. Importøren skal sikre sig, at der ikke indgår varer med russisk oprindelse i de jern- og stålprodukter, der er produceret og købt udenfor EU. Importøren skal kunne bevise dette overfor toldstyrelsen, og ALPI skal angive, at dokumentation foreligger i fortoldningsøjeblikket.

Varer der er omfattet af sanktionen
Restriktionerne gælder for halvfabrikata såvel som færdigvarer - eksempelvis plader, rør, skruer, bolte, fittings, konstruktioner, husholdningsartikler og sanitetsartikler af jern- og stålvarer i henholdsvis kapitel 72 (HS 7206 til 7229) og kapitel 73 (HS 7301 til 7326). Undtaget er dog 7207 11, 7207 12 10 og 7224 90 som først sanktioneres i løbet af 2024.

Krav til dokumentation
Ifølge guidelines fra EU skal dokumentationen, foreligge i form af Mill Test Certificate (MTC’er) fra producenten. Toldstyrelsen kan dog bede om yderligere dokumentation.

Et Mill Test Certificate er en materialerapport, der verificerer et materiales egenskaber. Det er vigtigt, at de indhentede Mill Test Certificates fra jeres producent som minimum indeholder følgende informationer:

  • Navn på producenten
  • Produktionslandet
  • Oprindelsen på de varer, der indgår i det færdige produkt
  • 6-cifret HS -Kode (Tarifkode) på det færdige produkt.

I FAQ fra EU kan du læse mere (Punkt 11)

Frequently asked questions on Transit of listed goods via Russia concerning sanctions adopted following Russia’s military aggression against Ukraine - faqs-sanctions-russia-transit-listed-goods_en.pdf (europa.eu)

Vi vil gerne understrege, at det ikke er muligt at bruge den toldmæssige oprindelse af den færdige vare som dokumentation. Dette skyldes, at varens toldmæssige oprindelse ofte ændres under produktionen i tredjelande.

Et produkt produceret i Kina vil eksempelvis typisk have toldmæssig oprindelse i Kina, selvom den er lavet af stål med russisk oprindelse. Trods kinesisk toldmæssig oprindelse kan produktet ikke importeres, da det altafgørende, er om de materialer, der er brugt til at producere produktet, har russisk oprindelse.

Nødvendig for at fortolde
For at sikre overholdelse af de nye tiltag og lette processen for både jer og ALPI, beder vi jer informere jeres leverandører om, at der fremadrettet skal erklæres på handelsfakturaen, at varerne ikke indeholder russisk jern eller stål. Det samme gør sig gældende for jer som leverandør, hvis I eksporterer varer til bl.a Norge og England.

Med en sådan erklæring på handelsfakturaen bekræftes besiddelse af dokumentation (MTC’er), og at denne kan fremvises ved en evt. dokumentkontrol.

Konsekvenser af manglende Mill Test Certificate eller erklæring
Hvis ALPI ikke har den rette dokumentation i fortoldningsøjeblikket, kan det medføre forsinkelser og eventuel ekstra omkostninger i transportforløbet. Dette skyldes, at det uden den nødvendige dokumentation desværre ikke er muligt for ALPI at lave en fortoldning på jeres vegne.

Har du spørgsmål eller brug for yderligere information, er du velkommen til at kontakte jeres sædvanlige ALPI-kontakt i toldspørgsmål.