DIREKTØRSKIFTE HOS ALPI AIR & SEA
Adm. direktør i ALPI Air & Sea gennem 13 år, John Blæsbjerg, har valgt at give plads til en ny direktør – og er samtidigt selv blevet forfremmet til arbejdende bestyrelsesformand.
John Blæsbjerg og bestyrelsen har valgt at overlade anførerbindet til Morten Høgsberg Nielsen, som for nuværende er filialleder hos ALPI Kolding. – Morten er super kompetent og har erfaring med jobbet som adm. direktør fra sit tidligere virke hos Prime Cargo. Derudover har det seneste års tid vist, at Morten har formået – sammen med gode kollegaer – at etablere en afdeling i Kolding med et værdibaseret afsæt, som er så vigtigt hos ALPI, fortæller John Blæsbjerg.
Kultur og vækst
Morten Høgsberg Nielsen, 40 år, overtager driftsansvaret for ALPI Air & Sea den 1. september 2019 -ligesom han indtræder i bestyrelsen for ALPI Air & Sea - og vil således fremover stå i spidsen for videreudviklingen af den store og flotte vækst, som den oversøiske division hos ALPI har været igennem specielt de seneste fem år. Morten Høgsberg Nielsen vil have sin base på hovedkontoret i Herning.
- Jeg har været ansat hos ALPI siden juni 2018 og er imponeret over kulturen og den meget høje faglige kompetence blandt mine kollegaer, siger den nye direktør, og fortsætter - jeg vil gå ydmygt til værks med respekt for den helt særlige ALPI ånd samt den gode og sunde forretning. Jeg ser et meget stort potentiale i det fundament, der er skabt, og er beæret over og glad for den tillid, som ALPI viser mig.
Forberedt skifte
62-årige John Blæsbjerg fortsætter altså som arbejdende bestyrelsesformand i ALPI Air & Sea. - Tidspunktet for et skifte er rigtigt nu, og derfor har vi de seneste seks måneder arbejdet med en glidende overgang til gavn for alle. I øjeblikket har vi en stor kundetilgang og mange nye spændende projekter, som skal implementeres og udvikles. På den korte bane vil jeg være en del af disse opgaver, fortæller John Blæsbjerg
Kjeld Tygesen, adm. direktør i ALPI Danmark og Morten Høgsberg Nielsen, adm. direktør i ALPI Air & Sea udgør fremadrettet direktionen hos ALPI og danner førerfeltet for ALPIs fortsatte drift og udvikling.