Hvor der er vilje, er der en vej
DK EN
06-08-2020

BREXIT STATUS

Den aftalte overgangsperiode efter Brexit mellem EU og UK slutter 31.12.20.

Hvad der herefter kommer til at ske, er ikke endeligt aftalt endnu. Det synes dog sikkert, at der bliver en form for toldprocedurer og toldkontrol,

når man som EU-virksomhed handler med UK efter denne dato.

 

Vi forsøger her at samle nogle af de spørgsmål og svar, vi oftest støder på: 

Hvilke virksomheder bliver berørt af Brexit?

Alle EU-virksomheder, der handler med UK vil blive berørt. Varekøb og -salg vil fremover potentielt være toldpligtige, ligesom der vil komme en form for

toldprocedure ved grænseovergange mellem EU og UK. Da forhandlingerne mellem EU og UK fortsat pågår, kendes resultaterne og dermed omfanget ikke endnu.

 

Hvad bliver toldsatserne på handel med UK?

Dette er et af de punkter, der p.t. forhandles om. Derfor kendes de endelige toldsatser på de forskellige varegrupper endnu ikke. Hvis der ikke opnås en aftale,

vil det være de gældende WTO-satser der er gældende.

 

Bliver fragtomkostningerne mellem EU og UK højere efter Brexit?

Ja, det er næsten uundgåeligt, at de totale omkostninger for en fragt vil blive højere. Blot det, at der sandsynligvis skal foregå en eksport- og importfortoldning

vil betyde ekstra omkostninger i logistikkæden. Disse omkostninger kan først fastsættes, når/hvis en endelig aftale mellem EU og UK foreligger.

 

Vil Brexit påvirke leveringstiderne?

Det er svært at sige på nuværende tidspunkt. Såfremt EU og UK når frem til en aftale og vi dermed undgår en ”hård afslutning” på overgangsperioden (uden aftale),

er det muligt, at leveringstiderne vil være stort set uændrede ift. nuværende. Dog kan både UK Customs IT-systemer samt infrastrukturen blive en udfordring.

Derudover vil der sandsynligvis være ændrede deadlines mht. booking og klarmelding af gods samt fremsendelse af eksportfakturaer til speditøren.

 

Hvordan skal man som virksomhed forberede sig?

  • Man skal forberede at lave eksportfakturaer indeholdende bl.a. faktura-erklæring og modtagers EORI-nummer
  • Man skal give sin speditør fuldmagt til at lave eksport- og importfortoldninger
  • Man skal være sikker på at være eksport- eller importregistreret

 

Hvad kan ALPI hjælpe med?

Vi har i lang tid, både i DK og UK, forberedt os på de forskellige scenarier ifm. Brexit – og vil gøre vores yderste for at besvare de spørgsmål, der måtte dukke op.

Vi informerer løbende på vores hjemmeside samt i vores nyhedsbrev, ALPI INFO.

Og står naturligvis til rådighed ved eventuelle spørgsmål.